Champagne som Kosttilskud
Rødvins sundhed er solidt dokumenteret, mens hvidvins helsebringende effekt er markant mindre. De gavnlige stoffer (fenoler) er især de farvestoffer og tanniner, som rødvin rummer langt mere af. Fenolerne kommer fra drueskind, stilke og kerner, som rødvin er længere tid i kontakt med end hvidvin. Men nu viser ny forskning offentliggjort i British Journal of Nutrition, at Champagne på mange måder er lige så sundhedsnyttigt som rødvin og endda på nogen punkter overgår rødvinene. En vaskeægte god nyhed.
Champagne forbedrer kredsløbet, beskytter hjernen, hjælper med at sænke blodtrykket og modvirker depression ved at øge mængden af dopamin i hjernen. Dopamin er et hjernestof, der får os til at føle os gladere. Ingen er vel i tvivl om Champagnes humørstimulerende effekt, men det har hidtil blot været tilskrevet den hurtige alkoholoptagelse på grund af boblerne. Nu er vi blevet en smule klogere – og gladere.
Årsagen til champagnes mange gode egenskaber skal søges i, at vinen rummer pæne koncentrationer af en række fenoler. Det kan skyldes produktionsmetoden med den ekstra gæring, samt at Champagne oftest fremstilles på røde druer – Pinot Noir og Pinot Meunier. Fenolerne fungerer som antioxidanter og er dermed med til at beskytte os mod en lang række livsstilssygdomme. Champagne kan derfor forventes at være lige så helbredsgavnlig som grøntsager og samtidig en smule sjovere at indtage.
Den måske vigtigste positive effekt er på vores hjertesundhed. I artiklen fra British Journal of Nutrition gav man forsøgspersonerne to glas Champagne og målte derefter, hvor godt deres kredsløb fungerede. Der var en klar positiv virkning, der holdt ind til otte timer efter, man havde tømt glassene. Forklaringen viste sig at være, at Champagnen øgede blodets indhold af kvælstofoxid – et stof der får blodkarrene til at slappe af og dermed blodtrykket til at falde. Det er ganske tankevækkende, at det er meget den samme effekt, der giver Viagra sine eftertragtede egenskaber. Så måske der er mere end én årsag til, at Champagne ofte anbefales i romantiske sammenhænge.
Det er ikke kun Champagne, der har de gode egenskaber, men undersøgelser tyder på, at det gælder alle mousserende vine, der er fremstillet efter Champagnemetoden. Altså også Cava, Spumante og Cremant - bare for at nævne nogle få. Jeg ville forvente at Rosé-Champagne var særligt sund, da man her er tættere på rødvin, som farven afslører.
Måske vi kan se frem til at få receptordineret Champagne mod kredsløbsforstyrrelser? Man har da lov at håbe.